Loading...Loading...

February 2, 2023

Markedstrends for rustfrit stål

År 2023 startede ganske godt, hvis vi sammenligner januar måned med de sidste måneder af 2022 - og endda med januar 2022. Hvor meget er denne gode start værd? Det ved vi ikke, men det glæder os, at der i flere kundesegmenter er et højt aktivitetsniveau. I hvert fald er det en feedback fra markedet, som giver os en vis optimisme for de kommende måneder - i hvert fald ind i andet kvartal af 2023.

Krigen i Ukraine og energiforsyningen

2022 blev meget ustabil og med store udsving som følge af krigen i Ukraine, der brød ud i februar. Krigens påvirkning på flere sektorer, som fx energiområdet, har vi alle været berørt af. Ikke kun i erhvervslivet, men også i det private med stigende leveomkostninger osv.

Situationen lige nu er en smule anderledes. Selv om der stadig er krig i Ukraine, er energiforsyningen sikret i næsten hele Europa gennem forsyninger fra Norge eller landene i Mellemøsten.

Nedgangen i den globale økonomi, sammen med geopolitisk usikkerhed og en række synlige konsekvenser afledt af klimaforandring, er dog tydelig for os alle. I lyset af disse uforudsigelige udfordringer er det derfor vanskeligt at planlægge år 2023.

Belært af erfaringerne fra de seneste år om, at aktuelle forhold for de enkelte udfordringer hurtigt kan ændre sig, forbereder vi os på alle scenarier i al indkøbsplanlægning og vores evne til hurtigt at tilpasse os en ny situation.

Det kinesiske marked

Det kinesiske nytår er netop ovre, og vi har endnu ikke nogen klar fornemmelse af det kinesiske marked. Allerede før det kinesiske nytår var der dog nye positive prognoser for den kinesiske økonomi, hvor Kina forventes at drive eller påvirke halvdelen af den globale økonomiske vækst. Dette førte også til nye positive prognoser for den økonomiske udvikling i Europa. Vi har endda set nogle tilfælde, hvor kinesiske leverandører ikke kunne levere på grund af mangel på råvarer og energi.

Som vi nævnte i vores tidligere "Markedstrends nyhedsbrev" skal spændingerne mellem Kina og Taiwan følges meget nøje. Samtidig med at vi ikke må glemme, at Taiwan er verdens syvendestørste eksportør af rustfrit stål.

Nikkel

Vores forventninger fra nyhedsbrevet i oktober 2022 er faktisk blevet bekræftet: Vi har oplevet, at  noteringen på LME i midten af november, i begyndelsen af december og også i januar var helt oppe omkring 30.000 $/to.

Og hvad bringer så de kommende måneder?
Det eneste, der er helt sikkert, er at nikkel ikke kommer til at stabilisere sig og pludselig vise en langsigtet tendens. Vi forventer snarere, at nikkel vil bevæge sig i et interval mellem 24.000 $ og 27.000 $ pr. ton – uden de store udsving, som vi oplevede i 2022.

Krom

I det nye år er der ingen udvikling i kromprisen på kvartalsbasis, hvilket betyder, at trods udviklingen i energiomkostningerne i oktober og november forbliver prisen for krom på 1,49 $/lb. Der er heller ikke længere ude i fremtiden tegn på faktorer, der vil have nogen større påvirkning på kromprisen. Energipriserne ser ud til at stabilisere sig, og efterspørgslen er også uændret.

Molybdæn

Mens de fleste andre industrimetaller bevægede sig sidelæns i 2. halvår af 2022, er molybdæn steget siden juli/august. Ligesom nikkel steg også molybdæn uventet i de sidste to måneder af 2022 og fortsatte dette i januar 2023 med en stigning på +90% fra januar 2022 til januar 2023. Dette har naturligvis resulteret i stigninger i f.eks. kvalitet 4404.

Skrot

I øjeblikket ser skrot ud til at stabilisere sig på et niveau med et sundt prisleje i forhold til, hvad råmaterialer og energipriserne bringer ind på markedet. Det er dog interessant at se, at skrotprisen ikke længere følger nikkelprisen så tæt. Det er ret nyt, når man ser på udviklingen i et historisk perspektiv.

Energiomkostninger

Som nævnt i indledningen har energiomkostningerne spillet en stor rolle i hele Europa og gør det stadig. Det er måske også den største enkeltstående faktor, der har drevet inflationen op i Europa.

Hvis vi ser på energiomkostningerne hos vores leverandører, som alle driver produktion med et stort energiforbrug, var den første og største påvirkning indførelsen af et energitillæg fra især producenterne af rundstål, som følger prisudviklingen på naturgas og elektricitet. Og vi skal huske, at dette kun er et europæisk fænomen, og at vi derfor ikke ser stigende priser fra vores leverandører uden for Europa på dette grundlag.

Hvordan har energitillægget udviklet sig, og hvad kan vi forvente i de kommende måneder? Vi så et højdepunkt i energitillægget i oktober 2022 og derefter igen en betydelig stigning i januar 2023 på grund af den relativt store stigning i spotpriserne i beregningsperioden (21. november til 20. december) på både el og gas. Energitillægget for februar vil falde med > 60% på grund af den nedadgående tendens i spotpriserne i den seneste beregningsperiode. Fremadrettet forventer vi stigende priser på både naturgas og elektricitet, der vil toppe i april og derefter være faldende indtil slutningen af juli

Søfragt

Containerfragtpriserne bliver ved med at falde på grund af manglende efterspørgsel/volumen på det globale marked, selv om  vi oplevede en vis stabilisering i december 2022. Vi forventer dog, at priserne vil falde yderligere efter det kinesiske nytår.

At forsyningskæden er mindre presset, har en stor positiv effekt på de største fragtruter med hensyn til rettidighed, som er steget fra 30% til ca. 60%, men som stadig er langt fra niveauet før pandemien, som lå på mellem 70 og 80%.

Selv om dette er med til at sikre en mere stabil og præcis forsyningskæde, må vi ikke ignorere andre risikofaktorer som f.eks. cyberangreb på havne m.v.. For nylig blev havnen i Lissabon i Portugal ramt af et cyberangreb, og et fragtskib med ukrainsk korn stødte på grund i Suez-kanalen. Disse risici er uafhængige af globale pandemier, og vi kan desværre se en stigende tendens af dette.

Vejtransport

Generelt set er fragtomkostningerne stigende. Brændstofpriserne stiger efter den 5. februar, da EU boykotter russisk olie, og derfor vil vi i Europa opleve et prispres som følge af niveauet på olielagrene. Der er stadig stor mangel på chauffører i hele EU og i Storbritannien. Oven i det ønsker stadigt flere østeuropæere ikke længere at køre i EU på grund af de høje brændstof- og leveomkostninger, samt det faktum at de skal tilbage til deres hjemland hver 8. uge Alt det gør tilsammen transportplanlægningen mere og mere vanskelig og presser prisen opad.

Produkttilgængelighed


Stangstål
Handel med stangstål har været ret ustabilt i hele 2022, og vi taler ikke om prisniveauet, men om tilgængelighed og leveringstider efter ulykken på Ugitech-værket. I dag har nogle værker stadig længere leveringstider, men når man ser på det generelle markedsniveau, har de stabiliseret sig og virker til at være på et vedvarende niveau.

Også fra Indien er leveringstiderne stabile, men på grund af Safeguard-kvoter kommer produkterne altid ind i EU i bølger, hvilket igen lægger et stort pres på grossisterne, transporten og priserne.

Rør
Hvad angår sømløse rør, er leveringstiderne fortsat ret stabile, og de ukrainske værker har fundet en god løsning til at håndtere deres aktuelle situation.

Når det gælder svejste rør, oplever vi en vis udvikling i markedet, både med hensyn til priserne og med hensyn til lagerbeholdningerne og tilgængeligheden. I slutningen af 2022 har næsten alle værker haft gode lagerbeholdninger og kunne levere det meste af efterspørgslen inden for et par dage. Vi forventer den samme tilgængelighed og leveringstid i februar.

Plader
Tilgængeligheden på plader er rigtig god, da vi hos Damstahl har alle produktgrupper inden for denne kategori godt dækket ind. Med korte leveringstider og gode lagerbeholdninger fra vores hovedleverandører er vi i stand til at imødekomme enhver efterspørgsel fra den daglige drift til de store projekter.
Safeguard-kvoter på koldtvalsede plader fra f.eks. Taiwan og Sydkorea er stadig åbent for dette kvartal, og det tyder også på, at der er god tilgængelighed på det europæiske marked.

Konklusion

Efter at vi nu har oplevet en positiv start på år 2023, ser vi frem til et godt og stabilt første kvartal, på trods af at de globale påvirkninger altid kan spille en stor rolle i dette. Efterspørgslen er accelereret, leveringstiderne er stabile, og råvarerne bevæger sig i en positiv retning, mens energiomkostningerne falder og gør værkerne mere fleksible med hensyn til produktion og prisniveau.

Vil du vide mere?

Henrik Ørskov

Director, Nordic CPO
hoe@damstahl.com
+45 2545 4055