Baseret på viden og fokus på sundhed
Damstahls rødder rækker tilbage til 1947 og er baseret på vores grundlæggers, den tyske ingeniør og Senator Henry J. Ehrenberg, ambition om at reducere den ekstremt høje børnedødelighed i årene efter krigen. I hans første virksomhed, Neue Molkereitechnik GmbH, udviklede Ehrenberg en ny produktionsmetode, som gjorde det muligt at producere fittings i smedet rustfrit stål. Den opfindelse forbedrede hygiejnen markant i mejeriernes mælkeproduktion, og det vakte hurtigt opsigt.
Globale aktiviteter
Bryggerierne var ikke sene til at opdage mulighederne i den nye produktionsmetode. Men bryggerierne ønskede ikke at handle med en leverandør, der associeres med mejeribranchen. Derfor ændrede Ehrenberg selskabets navn til NEUMO. Flere selskaber fra en lang række andre industrier på verdensplan fulgte i årene efter, som i dag tilsammen danner NEUMO-Ehrenberg-gruppen.
Rustfri specialitet inden for lagerbeholdning
I 1960 var forbruget af rustfrit stål så stort, at Ehrenberg valgte at etablere sit eget handelsselskab, som samlede alle aktiviteter inden for lagebeholdning og distribution. Oprindeligt hed virksomheden faktisk Dam Stahlhandelsgesellschaft, inspireret af, at den blev grundlagt i Dam Straat ved Dam Platz i Amsterdam. Det var dog et problem, da Ehrenberg i 1969 ønskede at udvide sine aktiviteter til Danmark. Her var navnet Dam nemlig et beskyttet familienavn, så det ikke kunne registreres i aktieselskabsregistret. Derfor valgte man i stedet ét ord, det mere mundrette Damstahl.