15. juni 2023
Blandt de 1200 nominerede virksomheder scorede Damstahl hattrick ved årets uddeling af E-handelsprisen. Dansk Erhverv står bag arrangementet, og mere end 900 festklædte deltagere var ved en storslået gallafest vidner til, at Damstahl blev indiskutabelt topscorer med hele tre ud af aftenens 12 uddelte priser.
I februar 2020 blev et nyt projekt i Damstahls digitale rejse skudt i gang. En ny overordnet vision blev udviklet med baggrund i et stærkt ønske om at differentiere virksomhedens tilbud på andre måder end blot på pris og produkt – og det stod klart, at en ny webshop ville danne grundlaget for denne ændring. Nu, tre år senere, kan vi med stolthed sige, at vi har skabt en digital succeshistorie med imponerende vækst, kreative løsninger og yderst tilfredse kunder.
Succesen er ikke kommet gratis
Processen har krævet betydelige investeringer, intern opkvalificering og et stærkt samarbejde mellem dem, der bygger relationer, og dem, der bygger systemer. At prioritere kunderne betaler sig dog, og vi er stolte over at kunne nævne, at vi fra 2021 til 2022 var tæt på at firdoble omsætningen i vores webshops, hvor vi i 2022 nåede op på næsten 1 milliard DKK.
Netop denne stærke fremgang var klart medvirkende årsag til de to kåringer som hhv. ”Bedste B2B-virksomhed med onlineomsætning på over 200 millioner DKK” samt ”Bedste Export-case”.
Her sluttede hæderen dog ikke, idet juryen rundede af med også at tildele Damstahl den prestigefyldte Guldpris, der går til den virksomhed, juryen vurderer som den skarpeste kandidat blandt alle vindere.
Vores branche er ikke vant til at blive fremhævet ved den slags prisoverrækkelser. Michael Lund, Group CEO hos Damstahl, er ydmyg, men dog overrasket over de vundne priser.
- Stålgrossister er normal et sjældent syn ved denne slags ceremonier, men på Damstahl har vi altid troet på værdien i at skubbe til grænser og omfavne den digitale transformation. Den anerkendelse, som vi har fået ved dette års E-handelsprisen, er et bevis på, at vi er lykkedes med vores sats på at være innovative og kundeorienterede.
Michael Lund tilføjer: "Fælles for disse tre priser er vores fokus på bæredygtighed, som er en afgørende faktor for vores succes. Vi er stolte af vores bæredygtighedsindsatser, og derfor er det ekstra fedt, at andre også bemærker det."
En enig jury
Ifølge Winnie Kruse, COO of Sport24 og medlem af juryen, er Damstahls triumf helt fortjent.
”Damstahl imponerede og overraskede os i juryen helt vildt. Det er jo en kæmpe virksomhed i en industri, man ikke lige forbinder med e-handel, men de gør bare så mange ting supergodt. De er ekstremt kundeorienterede og digitale og så kan de præsentere nogle meget flotte resultater, som i høj grad er båret af deres digitale udvikling. Vi var helt blæst bagover.”
Vi, som havde den store glæde og ære at stå på scenen og modtage de flotte priser, vil gerne udtrykke vores dybfølte taknemmelighed og rette en stor tak til alle, som har medvirket i denne enestående rejse fra vision til virkelighed. Uden vores kollegers engagement og dedikerede indsats, den urokkelige støtte fra vores ejere, vores fantastiske kunder, som holder os på tæerne - sammen med vores konkurrenter - ville intet af dette have været muligt. Derudover vil vi gerne især anerkende og fremhæve vores uvurderlige samarbejde med Slize Digital, der har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af vores nu prisvindende e-handelsløsning.
Hos Damstahl er vi enormt stolte over denne ekstraordinære præstation og den brancheanerkendelse, den medfører. Som markedsledende stålgrossist i Europa stræber vi hele tiden efter at omdefinere normer, udnytte banebrydende teknologi og fastholde et urokkeligt kundefokus. Denne prestigefyldte pris giver yderligere næring til vores vilje til at skubbe grænser og fremme innovation inden for stålindustrien.