20. november 2025
Damstahls forsyningskæde er både lang og kompleks. Selvom vi gerne ville være involveret i den daglige produktion hos alle vores leverandører, er det desværre ikke realistisk. For at sikre vores standarder kræver vi, at leverandørerne underskriver vores Supplier Code of Conduct. Men vi ved, at det alene ikke er nok til at garantere et højt ansvarsniveau for de produkter, vi leverer til vores kunder. Derfor er regelmæssige leverandørbesøg afgørende – da de giver os mulighed for at opleve produktionen med egne øjne.
Vi prioriterer at besøge vores leverandører hver 15.-16. måned. I mellemtiden besøger leverandørerne os, og vi holder løbende digitale møder for at bevare den tætte kontakt. I denne artikel har vi talt med Jan Knaak, COO for Damstahl Tyskland, om hans seneste to-ugers besøg i Indien i november 2024.
Som det er typisk for vores leverandørbesøg, havde denne rejse tre hovedformål: at besøge eksisterende strategiske leverandører, at undersøge potentielle nye samarbejdspartnere og at drøfte vores Supplier Code of Conduct.
”Vi var to kolleger afsted, og under besøgene er vi altid meget opmærksomme på fabrikkens processer og materialernes kvalitet. Men inden hvert besøg aftaler vi også specifikke fokusområder for os hver især. For eksempel kan min kollega holde øje med spildevandshåndtering, mens jeg har særligt fokus på arbejdsforhold. På den måde sikrer vi, at vi kommer hele vejen rundt,” fortæller Jan Knaak, COO for Damstahl Tyskland.
De fysiske besøg er helt centrale for Damstahl.
”På afstand kan en leverandør love de bedste arbejdsforhold, perfekt sikkerhedsudstyr og stor fokus på bæredygtighed. Derfor er det vigtigt at se fabrikkerne med egne øjne, forstå processerne og møde de mennesker, vi samarbejder med. Besøgene gør en reel forskel”, understreger Jan Knaak.
Ved det seneste besøg blev 12 forskellige leverandører besøgt. De fleste var eksisterende samarbejdspartnere, da vi primært fokuserer på strategiske og langsigtede relationer for at følge deres udvikling og forbedringer. De øvrige besøg gjaldt nye leverandører, som Damstahl overvejer at indgå langsigtede partnerskaber med.
Hos Damstahl bruger vi vores Supplier Code of Conduct som et aktivt redskab i dialogen med leverandørerne. Den gør det lettere at konkretisere samtaler om arbejdsforhold, sikkerhedsudstyr og bæredygtighed.
”Inden hvert møde fastsætter jeg nøgleindikatorer for den enkelte leverandør og beslutter, hvor vi skal rette fokus i forhold til vores Supplier Code of Conduct. Der har været tilfælde, hvor vores besøg har ført til, at vi har afsluttet samarbejdet med en leverandør. Typisk giver vi dem en tidsfrist til at rette op på forholdene, men hvis problemet er alvorligt, afbryder vi samarbejdet med det samme,” siger Jan Knaak.
Men i langt de fleste tilfælde er det ikke den bedste løsning at afslutte samarbejdet. Hvis medarbejdere eksempelvis bruger farligt udstyr, kan det virke oplagt at stoppe samarbejdet. Men det løser ikke problemet – leverandøren vil blot sælge til en anden kunde. Ifølge Damstahls COO handler det i stedet om at løse problemet i fællesskab:
”Når vi besøger leverandører, kommer vi med et europæisk perspektiv, som ikke nødvendigvis stemmer overens med lokale praksisser. Vi kan ikke bare møde op med vores Supplier Code of Conduct og sige, at i EU går vi op i arbejdsforhold, CO₂-aftryk og bæredygtighed. Det giver ikke nødvendigvis mening for dem. Derfor er det vigtigt at kommunikere, at forbedringer af arbejdsforhold ikke kun handler om europæiske idealer, men også om forretningsudvikling. Hvis leverandørerne forstår, at vores Supplier Code of Conduct hænger sammen med deres vækst og succes, er de mere tilbøjelige til at ændre sig,” forklarer Jan Knaak.
Det samme princip gælder, når man som privatkunde køber importerede frugter som avocadoer eller mangoer i supermarkedet, understreger Jan Knaak:
”Disse eksportlande har andre traditioner, og vi kan ikke påtvinge dem vores kultur fuldt ud. Vi skal finde en balance, hvor de vigtigste forhold er opfyldt, og hvor vi samarbejder med leverandører, der viser vilje til at udvikle sig og bevæge sig en bedre retning.”