Kære kunde. Som følge af den aktuelle turbulens på stålmarkedet er alle priser kun gældende på dagsbasis.
Loading...Loading...
Overlay Image

23. oktober 2025

EU’s nye Safeguard-forslag: Rustfrit stål står over for et vendepunkt

Den Europæiske Kommission har løftet sløret for et nyt Safeguard-forslag, der kan træde i kraft allerede i april 2026 - og det vil ryste fundamentet for importen af rustfrit stål til EU.

Konsekvenser af EU's nye Safeguard-foranstaltninger for import af rustfrit stål

Europa-Kommissionen har fremlagt et forslag om omfattende ændringer af de nuværende EU-beskyttelsesforanstaltninger, som efter planen skal træde i kraft den 1. juli 2026 og erstatte de gældende regler. Der verserer dog rygter om, at forslaget kan blive godkendt allerede i april 2026, hvilket skaber betydelig usikkerhed i forsyningskæden. Den endelige tidsplan for implementeringen er endnu ikke fastlagt, men det forventes, at forslaget i store træk vil blive vedtaget i sin nuværende form.

Centrale konsekvenser pr. produktgruppe

Selvom tolden på overskydende tonnage vil blive fordoblet fra 25% til 50% for alle produkter, varierer reduktionen af kvoterne afhængigt af produktkategori.


Stangstål


Importen til EU udgør i øjeblikket op til 40% af forbruget - mere i Centraleuropa og mindre i Norden.

 

  • Kvoterne reduceres med 40% (gennemsnit for stangstål og tråd).

  • Importpriserne vil stige.
    Her er to scenarier:
    1. Hvis importen i 3. kvartal 2026 udgør 75% af importen i 4. kvartal 2025, stiger den effektive told fra 8% til 24%.
    2. Hvis importen forbliver på nuværende niveau, stiger tolden til 37,5%.

 

Uanset hvilket scenarie der bliver realiseret, er det meget sandsynligt, at det vil føre til højere priser i EU og længere leveringstider, da opskaleringsprocessen er kompleks - men kapacitetsmæssigt håndterbar. Vi ser allerede en ændring i indkøbsadfærden: ordrer, der tidligere blev lagt uden for EU, bliver nu omdirigeret til europæiske stålværker.

 

Sømløse rør


Markedets reaktion her er mindre forudsigelig, og importkvoten reduceres med 52%.

 

  • Størstedelen af forbruget i EU stammer i dag fra import, især fra Indien. For standardvarer er produktet 100% importdrevet.

  • Indien har dog en massiv overkapacitet, hvilket kan føre til strategiske prisjusteringer fra fabrikken som kompensation for de øgede toldsatser.

  • Ukraine forventes at blive undtaget, hvilket potentielt kan øge deres markedsandel.

 

Vi vil dog se tocifrede prisstigninger og fortsat import fra lande uden for EU. På kort sigt kan usikkerheden true forsyningssikkerheden.

 

Plader og coils


Den samlede reduktion af kvoten på 900.000 ton svarer til cirka 20% af den europæiske kapacitet. Da prisforskellen mellem EU-produkter og import allerede er begrænset, forventes importen stort set at kollapse. Med et EU-importsystem, hvor kvoteudnyttelsen først kendes, når det er for sent, forventes importen at falde endnu mere end kvoten, da ingen tør tage risikoen.

 

  • Selvom Damstahls indkøb ikke påvirkes, vil en reduktion på 50% i importvolumen få stor betydning for den bredere forsyningskæde.

 

Ifølge SMR er kapacitetsudnyttelsen i EU-værkerne 63%. Der er ingen teoretiske problemer med at producere de reducerede importmængder. Dog er prisstigninger allerede begyndt og er afgørende for, at EU-værkerne kan overleve.

 

Konsekvenser for slutbrugere

Slutbrugere kan forvente højere omkostninger og mindre fleksibilitet. Det nye forslag fra EU vil på kort sigt have en positiv effekt for EU-værkerne. Men så længe EU tøver med at indføre et system, der forhindrer import af halvfabrikata og færdigvarer med en vis procentdel ståltindhold, graver vi blot hullet dybere for den europæiske produktionsindustri!

Michael Lund