24. maj 2023
PFAS (og PFOS) er en gruppe menneskeskabte kemikalier, hvis primære byggesten er kulstof (C) og fluor (F). Kemikalierne har vakt stor opmærksomhed på grund af deres resistens i miljøet og potentielle sundhedsskadelige virkninger.
Kemikalierne har været anvendt i stor udstrækning i forskellige industrier siden 1940'erne pga. deres unikke egenskaber som f.eks. varmebestandighed, vandafvisning og non-stick-egenskaber. Det har især været populært til fremstilling af belægningen på stegepander.
Desværre ender nogle af produkterne i naturen, og et stort antal målinger viser en stigende forekomst af PFAS og PFOS på steder, hvor de ikke bør være. De samme egenskaber, som gør fluorcarbonerne resistente på stegepanden, gør dem desværre meget svært nedbrydelige i naturen.
Dette har medført en højere grad af opmærksomhed på problemstillingen, hvorfor der også er blevet indført lovgivning i EU for at begrænse brugen af PFAS/PFOS.
I den forbindelse har vi modtaget flere henvendelser fra kunder, der spørger, om rustfrit stål mon indeholder PFAS?
Det er derfor vigtigt at præcisere, at rustfrit stål ikke indeholder hverken PFAS eller PFOS.
Der er nemlig absolut ingen logisk grund til, at stålværkerne skulle tilsætte PFAS/PFOS til stålsmelten, og skulle der endelig smutte en enkelt forurening ned i smelten, vil den hurtigt brændes af til uskadelige komponenter. De fleste fluorcarboner begynder at blive nedbrudt ved en temperatur på 2-400 °C, og da stålet smelter ved 1450 °C, vil eventuelle spor af PFAS/PFOS være brændt af længe inden.
Damstahl har derfor udarbejdet en erklæring på at rustfrit stål ikke indeholder PFAS/PFOS, hvilken kan downloades her på siden.
Ønsker du at få uddybet det hele lidt mere, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os.